Olof Palmes Allé 11, 8200 Aarhus Nord
Tlf.: 20 20 76 87
stch@FO-Aarhus.dk

Forskningens Døgn i Kulturhus Bunkeren

Mandag den 22. april kl. 10.00-11.30

kommer Ph.d.-studerende Miriam Brems fra Institut for Kommunikation og Kulturs afdeling for Medievidenskab og Journalistik og fortæller om

De danske brugere af alternative nyhedsmedier og deres betydning for demokratiet.

Det foregår i Kulturhus Bunkeren, Olof Palmes Alle 11, Aarhus (Frøberts Auditorium).

Alternative nyhedsmedier publicerer politisk farvet nyhedsindhold, ofte akkompagneret af angreb på etablerede nyhedsmediers troværdighed. Foredraget stiller skarpt på, hvem brugerne af disse nyhedsmedier er i Danmark.

Det sidste årti har såkaldte alternative nyhedsmedier vundet frem online. Fænomenet er bedst kendt fra USA med eksempler som Breitbart og Infowars, men alternative nyhedsmedier er også på fremmarch i Danmark.

Indholdet er politisk farvet og har tit en bredside klar mod etablerede mediers troværdighed. Derfor bliver alternative nyhedsmedier ofte sat i forbindelse med bekymringer over ekkokamre, ekstreme holdninger og mistillid til etablerede nyhedsmedier og politikere.

Dette foredrag stiller skarpt på disse mediers brugere i Danmark og svarer på flere spørgsmål. For hvem er brugerne af danske alternative nyhedsmedier? Og hvad betyder brugen for det danske demokrati?

Foredraget fokuserer på brugernes politiske holdninger samt deres tillid til etablerede nyhedsmedier og politikere, og viser, at der i Danmark er grund til at moderere bekymringerne over amerikanske tilstande.

Der vil efterfølgende være mulighed for at stille spørgsmål og debattere med Miriam Brems.

 

Alle er velkomne – også f.eks. hele skoleklasser, som evt. kan se det som et led i samfunds-undervisningen. Der er plads til 160 personer i auditoriet. Det er gratis at deltage.

Vi vil gerne have tilmeldinger på im@fo-aarhus.dk, så vi kan svare alle om der er flere pladser eller ej.

Læs mere om Kulturhus Bunkeren her: https://www.kulturhusbunkeren.dk/

Arrangementet er en del af og i samarbejde med Forskningens Døgn: https://forsk.dk/