Olof Palmes Allé 11, 8200 Aarhus Nord
Tlf.: 20 20 76 87
stch@FO-Aarhus.dk

PROvartaci-udstilling

Særudstilling på torv 3 og i museets særudstillingsrum. Åbningsdato d. 2. oktober, 2025 – et samarbejde mellem kunstnergruppen PRO og Museum Ovartaci.

Udstillingen varer til og med januar 2026.

Titel: PROvartaci – at være menneske

En udstilling af værker af 12 kunstnere fra kunstnergruppen PRO som er inspireret af Ovartaci som kunstner og menneske og Ovartacis tanker og univers.

Udstillingen taler ind i Imperfect City projektet med kunstneriske undersøgelser af At være menneske – at være menneske på godt og ondt. Herunder rejses spørgsmålet om hvordan og med hvad, vi møder hinanden? Hvordan ser vi hinanden og verden? Og hvem afgør, hvad der er perfekt – eller det modsatte.

Mennesket og dets ståsted kan være ustabilt

Eksempel på en kunstnerisk undersøgelse: En “rum i rummet”-skulptur reflekterer over, hvordan vi som mennesker bygger vores identitet på et stillads af mentale konstruktioner — en sammensmeltning af interne forestillinger og ydre påvirkninger fra den kultur og historie, vi er en del af. Konstruktionen udføres i et tyndt metal-grid og står skrøbelig og transparent – et billede på vores hjem og/ eller vores identitet og den ustabilitet, som alle møder i livet.

Vi er ikke ét – vi flere ting

Udstillingen taler ind i sammensætningen af “køn” og “liv” og det indre komplekse liv – den flydende grænse mellem køn og identitet – med figurer, der er antropomorfe og menneskelignende.

Eksempel på en kunstnerisk undersøgelse: En hængende installation, hvor der eksperimenteres i spændet mellem tyngdekraften og opdriften. Mellem kroppens begrænsninger kontra sindets og bevidsthedens uendelige potentiale. Psyken og sindet stemmer ikke altid overens med kroppen – er det perfekt eller uperfekt?

Om hvad arkitektur, omgivelser og samfundet gør ved os – passer vi ind?

Med sin (Ovartaci) kunst skabte han orden i sit kaos (citat Bjørn Eriksen, kunstner).

Det handler om at finde et sted at være, hvis man er sårbar. Verden omkring os er ikke altid indrettet til mennesker, som af den ene eller anden grund er ude af takt, med det der ellers foregår omkring dem. Måske man først og fremmest skal finde det sted i sig selv.

Et kunstværk som en tømmerflåde, der handler om, hvorledes vi i vores liv oplever, at vi forliser – at vi driver rundt uden land i sigte. Vores liv kan gå i stykker – alle oplever det i en eller anden form – er det så ikke et perfekt liv?

 

#ImperfectCity