Kulturhus Bunkeren
Det nye navn Kulturhus Bunkeren er valgt med baggrund i bygningens kælenavn helt fra dens opførelse. Kælenavnet Bunkeren har helt åbenlyst sin rod i bygningens rå betonlighed med f.eks. de bunkere, vi kender fra vandkanten på Danmarks vestkyst. De journaliststuderende udgav f.eks. et blad, de kaldte Illustreret Bunker: https://illbunker.dk/
Bygningen blev indviet som Danmarks Journalisthøjskole den 22. sept. 1973 og det var daværende statsminister Anker Jørgensen, der holdt åbningstalen.
Kurt Strandbar
De studerendes fredagsbar i kælderen fik i starten af 2013 navneforandring til Kurt Strandbar. Men først den 7. nov. 2014 lykkedes det at få arrangeret at Kurt Strand selv officielt kunne indvi baren, som gæstebartender. Barens vægge er prydet med sort/hvide portrætter af forskellige journalister, der har været elever på skolen, bl.a. Kurt Strand, Anders Lund Madsen, Ulla Therkelsen, Mette Fugl, Kurt Thybo, Rasmus Trads, Tommy Troelsen, Steffen Jensen, Kristoffer Eriksen, Cecilie Beck m.fl.
Frøberts Auditorium
Det store auditorium i bygningen er opkaldt efter Knud Aage Frøbert – født 23. jan. 1927 og død 16. april 2000.
Uddannet jurist og journalist. Markant debattør i pressejuridiske spørgsmål og underviser i mediejura på Journalisthøjskolen i en menneskealder. Her var han også afdelingsforstander fra 1970-1997 og prorektor 1983-85. Han har også siddet i Jyllandspostens bestyrelse, i Radionævnet, Mediekommissionen og Medieansvarsudvalget. I 1997 fik han Journalistforbundets hæderspris Carsten Nielsen legatet.
”Juridisk skadestue” – var navnet på den forelæsning, Frøbert hvert år holdt som sidste udkald for de studerende, der stod foran eksamen i pressejura.
“Fattigmand har aldrig ret,
fattigmand har aldrig ret …”
Jeg glemmer aldrig sangen, melodien og forsangeren. På melodien fra børnesangen Skorstensfejeren gik en tur stod Knud Aage Frøbert der foran tavlen for tolv år siden og sang for på sin egen hjemmedigtede mediejura-sang. Hver forelæsning i mediejura sluttede med et nyt Frøbert-vers. Og alle os 100 journalistelever (når Frøbert underviste var vi der alle sammen …) sang lige så engageret med på teksten, som vi engageret havde lyttet til hans juridiske forelæsning.
Fra artikel i Journalisten 3. maj 2000 af Anette Claudi.
De færreste kan holde opmærksomheden fanget hos 100 journaliststuderende flere timer i træk i betonbunkerens tørre luft på bakken nord for Århus. Blandt skolens forelæsere indtog Knud Aage Frøbert en særstilling. Han kunne gøre sit juridiske stof levende og interessant – og samtidig lukke vandede vitser ud mellem sidebenene, så der var noget for enhver smag under forelæsningerne. Frøbert blev som den eneste mødt med stående ovationer – ikke ved afslutningen af en forelæsningsrække, men efter den daglige forelæsning.
Fra artikel i Information den 18. april 2000 af Niels Roehleder.
Susanne Horsdal fortæller: En dag fandt vi en død frø mellem ølfustagerne i fredagsbaren nede i Kupéen. Det kom straks på juridisk skadestue.
Anders Lund Rendtorff husker at frøen hed FRØbert.
Kunstværket i auditoriet ”Sprogskov” er lavet af Henning Christiansen (1932-2008), der er en af Danmarks mest berømte Fluxus-kunstnere, hvis kunst er kendetegnet ved, at den kommer med kommentarer til samfundet og den politiske udvikling og ikke kun skal ses som udsmykning.
Han har selv udtalt om værket: ”I Europa har vi det fælles handicap, at vi taler så mange sprog, og det gør det svært at fungere i et fællesskab. Jeg vil gerne have, at vi, ved at lege med sproget, finder et fælles sprog, så vi kan forstå hinanden. Jeg vil vise, hvordan sprogene kan danse sammen.”
Læs mere i Illustreret Bunker, maj 2006, side 7: http://illbunker.dk/pdfarkiv/2006-04.pdf
Uddrag af bogen: En tegnestue – Johan Richter fra 1989
“Journalisthøjskolen i Århus er én af Kjær & Richters kendteste, men også mest kontroversielle bygninger. Journalistuddannelsen er en højere uddannelse, men undervisningsformen er skolepræget. Dette kan ses i planen, der er udformet efter den bekendte ”kammodel”. Det svagt stigende terræn er terrasseret, og på hver af de fire terrasser er der anbragt en ”tand” af kammen. Hovedindgangen ligger nederst, og man bevæget sig op ad trapper i en hal, der smalner ind. ”Tænderne” indeholder kontorer og almindelige undervisningslokaler, medens de specielle funktioner som kantine, auditorium og studer er lagt på vandrehallens anden side mod vejen. Både indvendigt og udvendigt er bygningen udført i glatstøbt beton, der giver tyngde og præcision. Der er også betongulve i hal og gange. På grund af materialevalget opleves hallen som værende et udendørsrum. En følelse, der forstærkes af plantearrangementerne og de mange og store ovenlys. Arkitekturen er overordentlig konsekvent. Den kan umiddelbart forekomme barsk, men indslagene af stærke farver og den rumkarakteriserende belysning opliver den strenge logik i planløsningen og materialevalg.
Journalisthøjskolen blev færdig i 1973, og det var meningen at eventuelle udvidelser skulle ske som forlængelser af ”tænderne”. Da højskolen i 80erne skulle forsynes med TV-studier, passede de nye funktioner ikke ind i systemet, og det blev nødvendigt med en selvstændig bygning. Igen og igen viser det sig, at selv om der planlægges for udvidelser og forandringer, så bliver fremtidens krav anderledes end forudset.
Grundlaget for Journalisthøjskolen er et funktionsdiagram, der tydeligt afspejler sig i bygningens plan.”
“I 1968 gik C.F.Møller af som kgl. bygningsinspektør og blev efterfulgt af Johan Richter. Kort tid efter fik tegnestuen til opgave at tegne et hus til den ny journalistuddannelse, beliggende i et område nord for Århus med naboskab til andre institutioner; Danmarks Radio, Teknisk Skole og andre. Bygningerne var placeret som isolerede enheder på hver sin grund uden forsøg på sammenhæng. Der var vel for eksempel et par hundrede meter hen til den nærmeste nabo, Radio- og TV-huset, der var under opførelse. Bygningen blev derfor vendt indad mod sit eget liv med en stor central hal, der på grund af terrænforholdene blev formet som en trappegade med inspiration fra landene omkring Middelhavet. Byer på Malta og i Jugoslavien, hvor alle belægninger, facader, tagrender var udført i samme stenmateriale, gav kærkommen lejlighed til at anvende beton så meget som muligt.”